Dagbog

3/1 2012

Så er vi begyndt et nyt år, og jeg håber at dette år bliver mit år! Jeg har som bekendt været noget plaget af skader siden jeg begyndte min "karriere" som løber i 2010. Jeg har haft et træthedsbrud i 2010 og så et igen i 2011, og håber virkelig på at det er slut nu!!
Jeg starter derfor året med en tro på at det nok skal lykkes for mig og få masse sammenhængende træning, som unægteligt er den eneste vej til at løbe rigtig hurtigt!
Jeg vil i den kommende sæson satse primært på 5000 meter, og bruge al min energi på at blive hurtigere på de lidt kortere distancer. Jeg skal selvfølgelig også løbe nogle 10 km. løb, men synes virkelig godt om 5000 meter! Mit mål er at komme til at løbe ca. 16.20.....

Træningen går rigtig fint, og der er hele tiden lidt progression at spore. I sidste uge blev det til 92,8 km. i 3.56. Jeg havde en enkelt tur hvor jeg undervejs tog 2 km. i 3.30, og det er så også første gang at jeg har løbet det tempo siden start september.....
I denne uge tager jeg 2 ture, hvor jeg løber 2 km i ca. 3.30, og så ryger den samlede mængde meget snart op på 100 km.
Jeg sørger stadig for at have plads til Bodyflow, stabilitetstræning og styrke, som er aspekter i min træning, jeg meget nødigt ville undvære!

Det har været helt vidunderligt med 10 dages ferie, og nu er det så tilbage til studiet igen, hvor jeg har 2 eksamener om et par uger, inden jeg drager afsted til Lanzarote.

26/12 2011

Det er nu ved at være et stykke tid siden at jeg sidst har fået opdateret min dagbog, men jeg har simpelthen haft rygende travlt med studiet!
Nu sidder jeg så hjemme hos familien i Århus, hvor jeg har været siden d. 23. december, og hvor jeg bliver en uges tid.
Denne juleferie er virkelig tiltrængt, da jeg er virkelig hængt op på studiet. Jeg har meget lange dage på skolen, kombineret med at jeg har rigtig meget at læse. Jeg har valgt at skrive mit speciale allerede til februar, dvs. noget før tid, da jeg jo egentlig kun har læst et halvt år.
Grunden til at jeg vælger at skrive allerede nu, er at der er pt. er gang i et rigtig spændende projekt med eliteidræts kvinder og lav energitilgængelighed. Jeg har fået mulighed for at komme med på det projekt, og glæder mig helt vildt meget til at komme i gang!

Sidst jeg skrev i dagbogen i slutningen af november døjede jeg med en omgang sygdom, og det endte med at koste mig 10 dage uden løb! Så det koksede selvfølgelig lidt op i min ellers mine genoptræningsplan.
Jeg har de sidste uger trappet træningen op, og fik i sidste uge 85 km. med 3.58 i snit, fordelt på 12 ture. Derudover er det blevet til 2 gange stabilitets træning, 2 gange benstyrke og 2 gange Bodyflow.
Jeg synes træningen kører rigtig fint, og jeg er bare så glad for at kunne komme ud at løbe! Der er nu ikke noget så afstressende som at løbe en tur, og det beryder virkelig meget at have den frihed, når man ellers har meget omkring ørerne.

Jeg starter også her i starten af januar et samarbejde op med min sponsor Kaiser Sport, hvor jeg skal til at lave kostvejledninger. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med Kaiser Sport, hvor jeg nyder at komme!

I denne uge regner jeg med at løbe ca. 92 km. og prøver at holde farten på ca. 4.00, for ikke at progressionen bliver alt for hurtig. Inden længe begynder jeg nok også at proppe et par tempoture ind i programmet.

Jeg glæder mig til et forhåbentligt godt løbe år i 2012, som gerne skulle byde på endnu flere gode løbeoplevelser, og et par personlige rekorder.
Jeg har været rigtig glad for at løbe 5000 meter her i 2011, så det er en distance jeg rigtig gerne vil arbejde lidt mere på i 2012!

29/11 2011

Endnu en uge er så gået i min genoptræningsplan. Det blev til 50 km. med ca. 4.05 i snit, fordelt på 11 ture. Derudover blev det til 4 ture på crosstraineren, i alt 4 timer og 15 min (heraf 2 gange med intervaller af ca. 25 min varighed), 3 gange Bodyflow, 2 gange benstyrke og 2 gange stabilitet.
Og jeg kan med glæde sige at det går rigtig godt! Jeg havde frygtet lidt at jeg ville have meget sværere ved at komme i gang med at løbe igen efter 8 uger uden løb, men synes det går over al forventning!

I denne uge er det planen at jeg gerne skulle have ca. 60 km., men ligger lige nu syg hjemme på sofaen, på 2. dagen, så nu må vi se om den plan holder!

Lige nu tager jeg en dag af gangen, og er ikke begyndt at tænke på hvad mit næste mål skal være. Lige nu er målet at komme op på en ordentlig mængde igen, og så tage den derfra!

Men kan kun sige at jeg er ovenud lykkelig for at kunne løbe igen!

Jeg har besluttet mig for at tage 2 uger til La Santa d. 27. januar sammen med Maria. Mon ikke vi kan få banket nogle gode intervaller af sammen :-)

23/11 2011

Jeg er næsten ved at føle at jeg er på vej tilbage til løbeverdenen igen! Det har været nogle meget hårde 10 uger, hvor jeg har brugt ufatteligt mange timer i fitnesscenteret. Ja, så mange, at der en dag var en pige i receptionen, som spurgte mig, og jeg var blevet fast inventar :-) Så er man der vist lidt for tit :-)

Jeg er meget konservativ med at komme i gang med mit løb igen, og sørger for at dele mine kilometer ud på så mange gange, jeg kan. I sidste uge blev det så til ca. 34 km. løb fordelt på 10 ture, så man kan hurtigt regne ud at det ikke er så langt pr. tur.
For at få noget mængde på samtidig med, har jeg stået lidt over 8 timer på crosstraineren (9 gange, heraf var der 2 gange med intervaller), 1 times Bodyflow, 2 benstyrke pas og 3 gange stabilitetstræning.
Det er ikke fordi jeg har svært ved at få tiden til at gå, al den alternative træning tager virkelig lang tid!

Jeg besluttede mig sidste weekend for at jeg ville skære rigtig meget ned på min tid på crosstraineren, for at få en bedre fornemmelse for hvordan det egentlig føles at løbe igen (det kan nogen gange være lidt svært hvis man træner hele tiden.....). Jeg gør derfor det nu at jeg kun løber, når jeg løber, og kombinerer det ikke med ekstra tid på crosstraineren. Jeg tager stadig nogle enkelte pas på crosstraineren, men de bliver adskilt fra løbet.

Jeg sørger stadig for at holde tempoet nede på mine ture (løber ikke med GPS lige nu), men løber med en fornemmelse af, at det ikke skal føles alt for hårdt (tror tempoet er ca. 4.05).

Jeg trapper stille og roligt mine kilometer op, og det bliver ca. 45 km. i denne uge. Det går heldigvis rigtig godt, og hvold kæft hvor jeg nyder at komme ud i den fri luft i stedet for at stå i den indelukkede luft i fitnesscenteret!

Er netop startet på en ny blok på studiet i mandags, så på den front er der også rigeligt at se til! Men jeg kan nu også godt li' at have noget at se til :-)

14/11 2011

Nu vil jeg prøve at holde fast i det jeg plejer, nemlig at opdatere min dagbog en gang om ugen!

Jeg er så småt ved at komme i gang med at løbe i gang, med streg under småt!! Det kan faktisk næsten ikke gå langsomt nok med progressionen, når man skal træne op efter en så alvorlig skade, som den jeg har haft.
I løbet af den foregående uge er det blevet til 21 km. løb, kombineret med 9½ time på crosstraineren, 2 gange benstyrke og 2 gange stabilitetstræning. Jeg forsøger lige så langsomt at konvertere mere og mere at tiden på crosstraineren til løbe km, og håber på at det kommer til at gå uden alt for mange tilbagefald.
Jeg har heldigvis holdt min form rigtig godt ved lige, så håber det kommer til at gøre en forskel!

I sidste uge afsluttede jeg den første blok på min uddannelse (Kandidat i Human Ernæring) med to eksamener, og har nu en uge fri inden det gør løs igen! Jeg har relativt mange timer på skolen, og det er altid et puslespil at få til at gå op med meget træning. Især når man laver alternativ træning, som unægteligt tager dobbelt så lang tid at udføre, i forhold til hvis jeg kunne løbe det jeg ville.
Så både min krop og sind trænger virkelig til en uges frihed!

Mit humør er også steget betragteligt, efter at jeg nu kan træne og bevæge mig rundt uden smerter! Det gør nu bare hverdagen lidt sjovere! Jeg kan dog godt engang imellem blive grebet at tanken om hvor langt der er tilbage til det niveau jeg havde, da jeg blev skadet..... Jeg havde virkelig glædet mig til en god gang vintertræning, hvor jeg ville flytte mit niveau endnu en tak, og nå nogle af de mål jeg havde for næste sæson!
Men der er jo ikke andet for end at jeg må revurdere, og bare tage en dag af gangen!

8/11 2011

Så er det næsten 2 måneder siden jeg sidst har lavet en dagbogs-update. Tænkte det må være på tide at opdatere, så de som følger lidt med i mit løb, kan få at vide hvorfor der er gået så længe siden sidste update.

For 8 uger siden endte DT Finalen med at blive min sæsonafslutning. Jeg havde i de sidste 10 dages tid op mod DT haft ondt i min læg, men tænkte at det bare var generel ømhed, som jeg godt kunne løbe videre med. Efter DT, som jeg tog så let som jeg kunne, var læggen stadig ikke god, og jeg prøvede i dagene efter at se om jeg kunne komme i gang med lidt løb, men det gik ikke rigtig.
Efter nogle dage havde jeg pludselig så ondt at jeg slet ikke kunne løbe. Jeg prøvede mig frem med massere af behandling, ultralydsscanning osv, men intet syntes at hjælpe.
Efter ca. 2 uger blev jeg indstillet til en MR scanning af mit højre underben. Desværre var der en del ventetid, så 5 uger efter jeg begyndte at få ondt, blev jeg scannet. Jeg fik desværre diagnosen træthedsbrud i tibia.
Der er nu gået 8 uger siden forløbet startede, og jeg er så småt begyndt at løbe lidt igen..... men det er ikke meget!
Nu skal jeg så endnu en gang til at væbne mig med tålmodighed, og lytte ekstra meget til min krop, for hver lille løbetur jeg tager.
Desværre var det ikke sådan at jeg havde regnet med at min vinter skulle forløbe, og jeg kan nu se frem til endnu en rigtig hård genoptræning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været nogle meget hårde 8 uger, som har stået på mange timer i Fitnessdk med alternativ træning, for at holde formen ved lige. Her et eksempel på hvad sidste uges træning bød på:
Mandag:
Morgen: 45 min crosstrainer
Aften: 1 time crosstrainer, 1 time Bodyflow
Tirsdag:
Morgen: 45 min crosstrainer
Aften: 1 time crosstrainer, 30 min benstyrke
Onsdag:
Formiddag: Intervaller på crosstrainer: 20 min opv., 5 x 5 min. hårdt (p. 2 min), 15 min roligt.
Aften: 1 time crosstrainer
Torsdag:
Morgen: 45 min crosstrainer
Aften: 1 time crosstrainer, 40 min stabilitetstræning
Fredag:
Morgen: 45 min crosstrainer
Aften: 2 km. løb, 1 time crosstrainer, 30 min benstyrke
Lørdag:
MIddag: 3 km. løb, Intervaller på crosstrainer: 15 min opv., 8 x 3 min hårdt (p. 2 min), 15 min roligt
Søndag:
Morgen: 45 min crosstrainer
Middag: 4 km. løb
Aften: 1 time crosstrainer, 40 min stabilitetstræning

En af de primære grunde til at jeg ikke har skrevet en update meget længe, er at jeg psykisk har været meget påvirket af dette her skadesforløb. Det var rigtig hårdt at gå rundt i 5 uger, inden jeg fandt ud af, hvad der egentlig var galt.
Jeg var i de 5 uger konstant bange for at jeg gjorde noget forkert, og gjorde, hvad end der var galt med mit ben, værre.
Når man er skadet skal man hele tiden sørge for at det går lidt fremad hele tiden, og hvis det ikke gør det, skal man revidere sin træning og have endnu mere tålmodighed. Jeg tror alle eliteatleter kan sætte sig ind i dette dilemma. Man vil jo gøre hvad som helst for at komme tilbage igen så hurtigt som muligt!

Jeg kan nu så småt begynde at se fremad, og genoptage løbet. Men det er jo virkelig hårdt at vide hvor lang vej der er tilbage til toppen!

Jeg skal forsøge at opdatere en gang om ugen fra nu af, som jeg plejer, og håber at jeg har positive ting at berette om fra nu af!

12/9 2011

Så lakker det efterhånden mod enden af denne sæson! I weekenden var jeg som noget af det sidste på min "to do" liste denne sæson til DT Finale i Skive. DT betyder meget for klubben, og da Sparta støtter mig gennem hele min sæson, er det min måde at "betale" tilbage.
Jeg løb som vanligt 5000 meter, og det blev et stille og roligt løb. Jeg havde i ugen oå til døjet med smerter i min højre læg, og ville derfor gerne igennem så skånsomt som muligt. Efter en første km som blev passeret omkring 3.35, havde jeg svært ved at holde tempoet over 3.30, det føltes ikke rigtig naturligt at løbe den fart. Så ligeså langsomt satte jeg lidt mere fart på. Jeg bad Jakob om at tage tid på min sidste 400 meter, for at se om jeg kunne løbe en hurtig sidste omgang, og det blev til 72 sek.
Den samlede tid blev 17.23, og dermed den langsommeste 5000 meter i år for mit vedkommende.
Søndag tog jeg en løbefri dag, da min læg stadig er meget øm!

Det blev derfor ikke helt til de kilometer jeg gerne ville have haft, og heller ikke så meget fart. Det blev til 102 km. med 3.55 i snit, og kun 10 intensive kilometer fordelt på to pas på banen med 5 x 1000 meter om tirsdagen med ca. 3.18 i snit og 5000 meteren om lørdagen.
Søndag var jeg en tur i svømmehallen i Århus, og fik en dejlig svømmetur. Jeg har ikke helt glemt hvordan man svømmer :-)

Jeg kan godt mærke at den mentale energi snart trænger til en pause, og min krop synes ligesom også at sige at den har brug for lidt rolig træning.
Jeg er stadig lidt påpasselig med min læg, og håber at jeg med en rolig uge og behandlinger af akupunktør, John Boel Jr., kan tage de sidste ugers hårde træning frem mod Eremitageløbet og slutte en god sæson af med manér!

5/9 2011

Det blev til 121 km. med 3.51 i snit. En fin uge med 3 kvalitetspas. Det første blev løbet rundt om Bagsværd og Lyngby Sø sammen med Jakob, 5 x 1000 meter i ca. 3.25-3.20 tempo. Jakob holdt mig ved selskab, så det var dejligt!
Onsdag stod den så på DHL-stafet sammen med Kaiser Sport. Jeg havde i år fået første turen, så det var fedt bare at kunne løbe uden at skulle skubbe og råbe hele tiden! Tiden var ikke prangende, men ruten var vist ikke målt helt korrekt.... Jeg løb ca. 2 min langsommere end de hurtigste herrer, så det er godkendt!
Lørdag var jeg en tur i Dyrehaven sammen med Jakob, og løb 4 x 5 min, i ca. 3.25 tempo, hvilket faktisk er rigtig godt i Dyrehavens kurperede terræn.

Ellers var sidste uge en uge præget af rigtig meget travlhed! Jeg har arbejdet meget for Sparta i forbindelse med DHL, samt at jeg har været på kursus en hel dag + en tur i Brønderslev i torsdags, hvor Jakob og jeg holdt foredrag samt workshops i træningsplanlægning. Det var en rigtig god dag i det nordjydske, hvor vi var fuldstændig smadrede efter en dag hvor vi nærmest var på nonstop fra 9-15.
Fredag havde jeg så introdag på mit studie, og krydret med et par kostvejledninger, og min træning, var jeg meget træt, da jeg nåede til søndag!

I den kommende weekend står den på årets DT Finale i Skive, hvor jeg gerne skulle holde mig ubesejret på 5000 meter. Efter DT Finalen har jeg ca. 4 uger til at forberede mig frem mod Eremitageløbet d. 9. oktober, som jeg virkelig glæder mig til at løbe for første gang!

29/8 2011

Det var så i dag jeg gerne ville have berettet om Marselisløbet i går, men kom desværre ikke til Århus. Fredag begyndte jeg at få det underligt i kroppen, og følte mig ret dårlig både fredag og lørdag, og det var først i går søndag, og jeg begyndte at få det bedre. Jeg tog derfor selvfølgelig ikke til Århus for at løbe et 12 km. hårdt løb....

I stedet blev det ren løbemæssigt en lidt amputeret uge. Jeg fik 100 km. med 3.53 i snit, så det var noget mindre end planlagt. Jeg har slet ikke fået løbet noget fart, da jeg inden DM 10.000 meter døjede en lille smule med smerter under venstre knæ. Det blev selvfølgelig ikke bedre af at løbe 25 runder på en bane.... Jeg var derfor meget varsom, og besluttede at det ikke var værd at sætte noget over styr bare for at løbe nogle intervaller. I princippet har jeg nået det jeg ville denne sæson, og jeg er rigtig godt tilfreds med den udvikling jeg har haft gennem det sidste år. På samme tidspunkt sidste år var jeg lige kommet i gang med at løbe efter mit træthedsbrud i korsbenet, og løb kun 50 km. om ugen....
Nu kan jeg virkelig takke mig selv for at jeg gennem hele efteråret og vinteren har været meget tilbageholdende, og jeg er nu ved at være så stærk, at jeg er klar til virkelig at bygge på, så næste sæson bliver endnu bedre!

Jeg holder lige det hele kørende lidt endnu, så jeg kan være klar til Eremitageløbet, som jeg da håber på at vinde :-)

Jeg er også så småt begyndt på mit studie, og har haft et forberedende engelsk kursus i denne uge, da hele studiet foregår på engelsk. Så det bliver lidt af en udfordring! Og jeg kan mærke at det bliver en udfordring hele tiden at skulle tænke og formulere sig på engelsk.

Denne uge bliver en hård uge at gå ind i, da jeg har travlt med DHL. Hver aften hjælper jeg Sparta med at taste resultaterne ind, onsdag skal jeg løbe 2 ture for Kaiser Sport, og så har jeg engelsk kursus igen i morgen, samt heldagsforedrag i Brønderslev med Jakob på torsdag. Så det bliver en spændende og begivenhedsrig uge.... som også er krydret med at par enkelte kostvejledninger.

22/8 2011

Så blev det her i weekenden tid til årets sidste DM, DM 10.000 meter på bane. Jeg havde glædet mig rigtig meget til dette løb, da det skulle være årets første og eneste 10.000 meter på bane. Jeg var udnævnt til favorit inden start, og vidste godt at jeg nok endnu engang skulle ud og løbe et solo løb. Jeg havde inden start besluttet mig for at holde ca. 3.25 pr. km., men det viste sig at være en nogen varm og blæsende dag på Bagsværd Stadion, så i samråd med træner Henrik Larsen, besluttede vi at sætte omgangstiderne op fra 82 til 83 sek.
Det gik rigtig fint i starten med den taktik, og jeg kunne runde de 5000 meter i 17.20... Jeg fik derefter lidt sværere ved at holde tempoet helt alene, og jeg mistede lidt motivationen for at holde tempoet.
Jeg stoppede med at kigge på tider, og skulle bare igennem. Tiden blev 34.50, og en PR med 1 minut og 19 sekunder. Jeg var ikke så overrasket over tiden, havde håbet på at kunne løbe lidt hurtigere, men må erkende at jeg ikke var frisk nok til virkelig at holde trykket i 25 omgange.

DM 10.000 meter blev dermed del af en god træningsuge med 126,5 km. med 3.53 i snit, og to kvalitetspas. Udover DM 10.000 meter var jeg desuden i tirsdags taget et smut til Roskilde Centrum sammen med Jakob, for at løbe Gadeløb. Jeg løb 5 km., og endda kun 1½ minut fra Jakob, på trods af et meget kontrolleret løb uden at løbe mig ud. Der er jo lidt intern konkurrence i hjemmet, og jeg arbejder mig tættere og tættere på Jakobs tider :-)

Det var en rigtig god uge for det lille hjem på Nørrebro, da Jakob i fin stil vandt Powerade Halvmarathon i går i tiden 1.08.17. En rigtig god tid, taget i betragtning af at han "bare" ville vinde....
Maria vandt hos kvinderne, som forberedelse mod Berlin Marathon om en måneds tid.

I weekenden tager Jakob og jeg et snut til Århus for at løbe Marselisløbet på søndag, 12 km. Derefter skal jeg måske til Holland og løbe en hurtig 10 km. landevej, og så er det tid til DT Finale i Skive. Mit sidste løb denne sæson bliver Eremitageløbet d. 9. oktober, og så skal jeg nok lige puste lidt ud, inden vintertræningen begynder :-)

14/8 2011

Nu kører det efterhånden igen! Der er efterhånden gået nogle uger siden jeg døjede med nogle problemer i venstre ben, som afholdt mig fra at løbe ordentligt nogle uger. Jeg er dog ved at være tilbage på normal mængde igen, og farten ser heldigvis ud til ikke at være forsvundet helt....

Det blev til 122 km. med 3.51 i snit, og 11 intensive kilometer fordelt på to pas. I torsdags løb jeg Änglamark aftenløb på Østerbro Stadion, det var en dag med meget dårligt vejr, og så er det en god måde at få løbet intensivt uden man tænker så meget over vejret. Jeg vandt de 5 km. i tiden 16.53. Det var egentlig en ok tid, taget i betragtning at jeg egentlig løb med godt med overskud....
Andet intensive pas blev løbet søndag i Århus på Brabrandstien, og bestod af 3 x 2 km. med ca. 3.23 i snit/km.... Igen et pas med god intensitet, og virkelig god træning frem mod DM 10.000 meter på lørdag i Bagsværd.
Som startlisten ser ud bliver det nok til endnu et sololøb på Bagsværd Stadion, og jeg skal lige i samråd med træner, Henrik Larsen, finde ud af hvordan det skal løbes. Jeg tror måske det bliver noget med at ligge ud i 3.25 tempo, og så se om jeg ikke kan holde det til mål..... Jeg er i hvert fald meget opsat på at skære en god del af min PR på 36.09.....

9/8 2011

Dansk Mester på 5000 meter, må siges at være højdepunktet i den uge som lige er gået. Jeg stillede op med lidt blandede følelser, da de sidste uger har budt på noget af en nedgang i løbemængden. Jeg var meget nervøs inden start, ikke så meget på grund af konkurrencen fra de andre løbere, men mere et brændede ønske om at jeg gerne ville have et godt løb!
Taktikken inden start var klar..... Jeg ville tage teten fra start og ligge ud i 3.20 tempo, og så måtte de som ville følge med.... Som jeg havde regnet med gik der ca. 2,5 km. og så faldt Simone Glad (Odense) af, og jeg kunne løbe solo resten af vejen til en tid på 16.49.
Det var noget blæsende på dagen, og jeg havde til sidst lidt svært ved at holde tempoet oppe, når jeg ikke længere havde nogen i ryggen til at presse mig.
Men jeg er virkelig glad for titlen, som er min første DM titel.
Derudover var det jo prikken over i'et at Jakob et par timer senere kunne sikre sig titlen på 5000 meter for herrerne. Så de var glæde i hjemmet søndag aften og forløsning over at vi havde gjort det vi skulle!

Det blev til 110 km. med 3.51 i snit med 14,4 intensive kilometer. Jeg er ved at komme op i kilometer igen, og kroppen er heldigvis ved at være i bedring, så jeg kan løbe uden smerter. Det er bare ikke så sjovt når det gør ondt!
I tirsdags løb jeg 5 x 1000 meter (pause 5 min) på stadion med 3.12 i snit. Jakob hjalp mig lidt på de to sidste, og når jeg pludselig bliver presset lidt bevægede tiderne sig fra 3.14-3.15 ned til 3.09-3.10. Det var fedt at mærke at kroppen ikke havde mistet så meget fart som jeg havde frygtet, efter 3 uger uden tempo.
Torsdag løb jeg 5 x 3 min. (pause 3 min) i Utterslev Mose. Tempoet var ca. 3.25, og det var stille og roligt med overskud.

Nu kan jeg så se frem imod DM 10.000 meter om ca. 2 uger på Bagsværd Stadion. Min plan lige nu er at holde formen kørende frem mod Eremitageløbet d. 9. oktober, og så derefter holde en lille pause, inden jeg starter op med forberedelserne til næste sæson.

Om ca. 1 måneds tid starter jeg på min overbygning, Kandidat i Human Ernæring, og glæder mig som et lille barn til at komme i gang med at læse igen!

1/8 2011

Så er der desværre gået tre uger siden at jeg sidst har opdateret min dagbog, og det er desværre fordi det har været nogle lidt trælse tre uger!

Lige efter jeg havde opdateret min dagbog midt i juli, fik jeg nogle uforklarlige problemer med mit venstre ben... Jeg ved stadig ikke rigtig hvad der forårsagede smerterne, men jeg havde meget ondt når jeg både gik og løb, og det kom bare fra den ene dag til den anden.
Jeg fik det mandag for tre uger siden, og tirsdag måtte jeg så sande at det var tid til at holde en fridag. Jeg prøvede lidt on/off at løbe i den uge, men det blev kun til 70 km. helt uden intensitet, og det var ikke uden smerter.

En uge efter jeg havde fået problemet var jeg heldigvis hjemme i København igen, og kom til behandling hos oestepaten i Kaiser Sport, Peter Løfholm. MIn ryg var virkelig i udu, og efter den behandling havde jeg det markant bedre, men det har taget noget tid at få kroppen ind på rette spor igen. I den uge blev det kun til ca. 30 km. løb, men fik dog trænet en masse alternativ træning sammen med Anne-Mette Aagaard, som pt. også har lidt problemer. Fantastisk med noget selskab, og fik udført nogle rigtig effektive intervalpas på crosstraineren.

I sidste uge blev det til 83 km., og jeg har efterhånden fundet ind i rytmen igen, og det går meget bedre med benet. Jeg fik også testet benet af med 4 x 1000 meter på stadion i lørdags, og selv om jeg løb kontrolleret fart løber jeg alligevel 3.20 fart, så jeg har heldigvis ikke mistet helt så meget som jeg havde frygtet. Udover de 83 km. har jeg været på crosstrainer 5 gange (mellem 30-50 min pr. gang) og lavet 3 gange stabilitetstræning af ca. 40 min. varighed.

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg virkelig har været i panik, for jeg pludselig kunne se at det skulle blive meget svært at gøre det godt til DM i den kommende weekend. Men jeg synes efter den sidste uges træning, at smerterne er ved at vende, og jeg føler mig overbevist om at det nok skal gå fint til DM. Jeg har meldt mig til på både 1500 meter og 5000 meter, men beslutter først i løbet af ugen, om jeg stiller op på begge distancer.

Mit næste store mål er DM 10.000 meter om tre uger, og glæder mig virkelig til at løbe "min distance". Jeg har jo faktisk slet ikke løbet en 10 km. siden januar måned, så glæder mig virkelig til at se hvad jeg kan løbe pt.

11/7 2011

Det blev til 125,5 km. med 3.50 i snit i sidste uge fordelt på 14 pas. Det er vist noget der ligner uge max. i min tid med Henrik Larsen. Herunder har jeg haft 17 intensive kilometer fordelt på tre pas: 1. pas: 2 x 1200 m. + 2 x 1000 m. + 2 x 800 m. (3.18 i snit), 2. pas: 5 x 1000 m. (på bane) (3.19 i snit), 3. pas: 4 x 5 min.. (3.20 i snit). Som supplering har jeg også fået lavet tre gange stabilitetstræning.
Ikke nok med at jeg synes at jeg løber mange intensive kilometer, så er det bare lige tanden hårdere at gøre det i 30 graders varme.... Jeg prøver at løbe relativt sent om aftenen og kl. 8 om morgenen, men det er bare varmt!

Det lakker efterhånden mod enden hernede, og jeg rejser hjem igen til Danmark på lørdag. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og se Jakob, kan godt mærke at jeg har været væk længe nu!

Maria ligger pt. og træner frem mod Berlin Marathon, og hendes løb hernede består derfor af en masse "langsomme" kilometer, og det er derfor faktisk kun blevet til en enkelt løbetur med hende hernede.

Jeg har besluttet mig for at løbe ABC 5000 m. i Århus d. 23. juli. Jakob har sagt at han gerne vil sætte pace for mig, så jeg skal bare lige have allieret mig med et par stykker mere, så jeg er sikret godt med læ :-)
Som formen udvikler sig i øjeblikket og efterhånden rigtig, rigtig mange uger med god træning, går jeg efter en tid omkring 16.20-16.25. Mon ikke det burde være realistisk nok ??

5/7 2011

Endnu en uge er gået her i varmen, hvor man må sige at det kræver lidt mere energi at løbe sine kilometer i forhold til derhjemme. Det er som en temperatur på 30 grader ikke er godt for meget andet, end at ligge i solen og slappe af!

Jeg har i sidste uge fået 123 km. med et snit på 3.48 fordelt på 14 ture. Hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med! Jeg har haft tre kvalitetspas, hvor det ene blev løbet på det nærmeste stadion (1 times kørsel i bil). Men skal dog siges at det er et stadion med verdens bedste udsigt til fantastiske bjerge!
Første pas bestod af 2 x 1400 meter og 3 x 1000 meter med en gennemsnitsfart på ca. 3.18. Næste pas var på stadion og bestod af 5 x (600 m. + 600 m.), med et gennesnit på 3.14. Sidste pas var 3 x 6 min. og med en gennemsnitsfart på 3.20. Alt i alt nogle rigtig gode intervalpas.

Der sker ikke det helt store her på Corsika ellers, og dagene ligner meget hinanden med morgenture, træffetid, lidt indkøb, lidt tid i solen, frokost, lidt tid i solen, middagslur, kaffe, lidt afslapning og så ellers aftentur.

Kilometerne stiger uge for uge, og jeg beder til at kroppen afsorberer træningen på bedste vis, og det forhåbentlig giver nogle gode tider i august!

28/6 2011

Sidder i skrivende stund på Corsika, hvor det må betragtes som rigelig varmt! Der er ca. 30 grader allerede fra tidligt om morgenen, og det fortsætter så bare hele dagen ud! Det er derfor lidt af en prøvelse at løbe i denne hede, når sveder pisker af en allerede fra 1. minut.

Jeg er hernede sammen med min søster Maria, hvor vi fungerer som guider, for det rejse bureau, som hedder Sun Tours. Vi tog herned i onsdags, og skal være her indtil d. 16. juli. Dagene går med at have træffetid, nusse lidt med cykler og ellers tage med gæsterne på nogle udflugter. Det er nu meget hyggeligt! Vi bor på en stor dejlig campingplads med alt hvad hjertet kan begære i et stort mobilhome.

Træningen kører stadig på skinner. I sidste uge blev det til 119 km. med 3.48 i snit, på trods af to rejsedage, og meget pakken frem og tilbage hele tiden. Jeg fik også for første uge i lang tid den intervalmængde jeg gerne skulle ligge stabilt på frem mod DM 5000 og 10.000 meter.
Tirsdag foregik i Danmark med 3 x 2 km. i Utterslev Mose. Tempoet var godt, ca. 3.22, så det er fint for så langt et pas....
Fredag var så i varmen på Corsika, hvor den stod på 4 x 1500 meter. Jeg fik varmen af føle selv om jeg først løb kl. 19, men holdt overraskende højt tempo med 3.20/km i snit.
Søndag var det så 4 x 4½ min, og her blev det skruet lidt yderligere op for tempoet, og jeg kunne ramme ca. 3.18/km.
Opvarmning hernede er kun ca. 12 min, og det samme med afjog, da det bare handler om at opholde sig mindst muligt ude i den gloende hede!
Overraskende nok kan jeg sagtens holde 3.50/km på mine ture, på trods af varmen, så det er fedt!

Jeg håber på at kunne få nogle rigtig gode træningsuger hernede, og forhåbentlig komme hjem og synes at det er en leg at holde tempoet, når der pludselig bliver skruet noget ned for varmen.

Det eneste minus ved at være hernede, er at jeg skal undvære Jakob i 3½ uge :-( Det er lidt lang tid, når man er vant til at se hinanden hver dag.... Derudover har jeg heller ikke mulighed for at tage med ham til Solihull, og se ham gøre et forsøg på at komme under 14 min. på 5000 meter. Det bliver stort!

20/6 2011

En lille opdatering her fra Serbien, hvor jeg pt. er sammen med det danske atletiklandshold. Vi tog afsted fra København fredag formiddag og flyver hjem igen her mandag aften.
Det har været en utrolig hyggelig tur, og der har været massere af god atletik at se på! Jeg stillede op på 3000 meter lørdag kl. 17.55. Jeg nåede lige at se de sidste 10 min af Jakobs 5000 meter løb, mens jeg lavede de sidste opvarmningsløb på banen, og kunne se ham triumfere på en 1. plads! Det var suverænt løbet!

Jeg var meget spændt inden løbet, men lige tilpas, og følte mig virkelig klar til at løbe da startskuddet gik. Løbet startede enormt taktisk, og efter 300 meter blev det lukket op. Med 86 sek. på første omgang, blev tempoet skruet gevaldigt op på anden omgang, med en runde på 72 sek. Vi havde 3.23 på første km, og det endte med en slutttid på 9.45 til mig, 14 sek. fra vinderen. Jeg må erkende at hvis jeg skulle have haft det mest optimale ud af det løb, skulle det være løbet jævnt hårdt fra start til slut, og ikke alle de temposkift, det er bare ikke mig!
Jeg ville rigtig gerne have løbet 5000 meteren i stedet, da det passer min løbestil meget bedre. Men jeg blev en stor erfaring rigere, i mit blot andet 3000 meter løb i karrieren.
Jeg fik en 6. plads, men kunne ikke have forventet mere, det var rigtig stærke piger jeg var oppe imod!

Det blev til 110 km. i denne uge med et snit på 3.51. Jeg måtte desværre tage mig en fridag i tirsdags med kun 5 km. da jeg lagde mig med sygdom, og jeg frygtede virkelig om jeg skulle blive frisk til weekenden. Det gik dog bedre og bedre som dagene gik, og lørdag havde jeg det faktisk helt ok.
Det blev til 3 kvalitetspas. Onsdag havde jeg kontrollerede 5 x 1000 meter med ca. 3.22 (kunne ikke lige styre mig på den sidste og tog den på 3.16 med sidste omgang på 75 sek.).
Lørdag var det så konkurrence, og jeg sluttede ugen af med Jakob og Morten Munkholm med 2 x 2 km. i ca. 3.30 tempo om søndagen.

I løbet af de næste par uger skruer vi så lidt op for kilometerne og rammer snart de 130 km..... Det bliver godt!

14/6 2011

Det blev i sidste uge til 120 km. med 3.52 i snit, en enkelt konkurrence og 2 kvalitetspas. Mandag løb jeg 3 x 2 km. på bane med et gennemsnit på 3.22/km, pause 4 min. Onsdag stod den på kontrollerede 5 x 1000 meter i ca. 3.25-3.30 rundt om Bagsværd og Lyngby Sø.

Fredag formiddag rejste jeg sammen med Jakob til England for at løbe 5000 meter til British Milers Club i Watford. Jeg havde besluttet lidt sent, at jeg gerne ville over og løbe, så det var lige på et hængende hår, at jeg fik plads i feltet, som talte 24 kvinder.
Løbet var lørdag aften kl. 20.48, og første gang jeg har prøvet at løbe så sent (både træning og konkurrence). Vejret var fuldstændig perfekt til PR, og jeg følte virkelig at jeg havde benene til at løbe den tid jeg havde håbet på.
Mit spændingsniveau var inden start præcis som det skulle være, og jeg glædede mig virkelig til at løbe!
Haren i vores felt var sat til at løbe 74/75 pr. omgang, hvilket lige var 4-5 sekunder hurtigere pr. omgang end det pace jeg skulle bruge. Jeg fandt dog hurtigt to piger at løbe med, og vi havde 3.12 på første km. Derefter faldt tempoet, men jeg var meget i tvivl om hvor hurtigt/langsomt vi egentlig løb (havde valgt ikke at have ur på).
Jeg tænkte flere gange i løbet at jeg burde ligge mig foran og trække tempoet op, men jeg var så meget i tvivl om tempoet, så jeg valgte at blive bagved til 1 km. igen, og trak så den sidste 1000 meter på 3.15, og havde 75 på sidste omgang.
Det blev til en sluttid på 16.39, og jeg var meget skuffet..... Ikke så meget fordi det ikke er en god tid, men fordi der var så meget mere at komme efter! Desværre var spredningen i vores felt alt for stort, og der var 45 sek. op til hende, som kom i mål før mig...... Så det var ikke rigtig nogen der passede præcis til mit tempo.
Men jeg er blevet meget klogere på mange ting efter det løb. Jeg må også erkende at jeg virkelig mangler erfaring, og at det kun var mit andet 5000 meter løb i karrieren.

Jakob løb et mega godt løb og satte stor PR med 14.09. Det var et rigtig fedt løb at se, og var præcis sådan et felt jeg havde ønsket mig!

På fredag tager jeg med landsholdet til Novi Sad, Serbien for at løbe 3000 meter på lørdag. Et løb der højst sandsynligt bliver meget hårdt pga. en temperatur på over 30 grader!

7/6 2011

Der kører bare derudaf! Det blev til en uge med 122 km. med 3.49 i snit og tre intensive pas. Mandag i sidste uge blev første gang jeg nogensinde har været i pigsko på bane, og skulle lige teste det af inden landholdsudtagelsesløbet om fredagen. Jeg løb 4 x (700 m. + 700 m.) med 30 sek. imellem og 3 min omgangspause. Jeg tog pigskoene på, på de to sidste 700 meter, og det satte lige farten betragteligt i vejret og tempoet blev skruet op til 3.05 tempo. Det var et super fedt pas, og var helt høj bagefter!
Onsdag stod den på kontrollerede 5 x 1000 meter, på ca. 3.25 tempo, i Utterslev Mose. Jeg var så frisk efter et meget kontrolleret pas, at min afjog kom til at foregå i 3.46 tempo.....
Fredag havde jeg virkelig glædet mig til at komme ud og fyre den af i pigsko på banen! Mandagens pas havde givet mig blod på tanden, og jeg var virkelig opsat på at løbe et godt løb!
Taktikken for løbet blev at ligge ud i ca. 3.15 tempo, og så se hvor længe de andre kunne holde på. Louise Lauersen (AGF) gjorde et hæderligt forsøg, og holdt ved i ca. 2000 meter. Med ca. 1000 meter igen tænkte jeg at nu prøver jeg lige at skrue lidt for tempoet, og se hvad der skete, og Louise faldt ret hurtigt af, og jeg kunne løbe sikkert i mål i tiden 9.39, 10 sek. foran nr. 2.
Jeg sikrede mig dermed landsholdspladsen til 3000 meteren i Novi Sad, Serbien, i weekenden d. 17-19. juni. Jeg glæder mig rigtig meget til den tur, og ikke mindst forbi Jakob vandt 5000 meteren, og derfor skal med på turen!
Jeg var overraskende frisk efter løbet i fredags og havde nogle rigtig gode ture både lørdag og søndag, og kunne derfor slutte en rigtig god uge af med godt med km.

I denne weekend er jeg kommet ind i et 5000 meter løb i British Milers Club i Watford. Det bliver et rigtig godt løb for mig med ca. 23 kvinder til start. Sidste år blev den vundet i 15.30, så niveauet fejler ikke noget! Jeg håber at løbe et godt løb og måske kunne indfri det niveau jeg har lige nu, med en tid på ca. 16.30..... Nu må vi se, der er meget der skal flaske sig for at få det optimale løb!

29/5 2011

Så kom jeg tilbage til Danmark igen! Heldigvis blev askeskyen ikke så slem som man kunne have frygtet, så jeg var hjemme i min seng kl. kvart i fire mandag nat.
Det tog lige et par dage at omstille sig, da det endte med at blive en rigtig lang hjemrejse dag.

Træningsmæssigt har det været en fin uge. Det blev til 118 km. med 3.51 i snit. I onsdags valgte jeg at tage en tur til Amager for at vinde en middag til mig og Jakob. Præmien i Nykredit løbet var nemlig 900 kr., og det siger man ikke lige nej til, for bare at løbe 5 km.
Jeg havde haft en rigtig lang dag på arbejdet, og var egentlig slet ikke motiveret til at skulle løbe stærkt. Men det er uroligt hvad kroppen engang imellem kan udføre, uden man selv synes man gør det helt store for det. Det endte endnu en gang med en hurtig 5 km. (DAF opmålt), i tiden 16.45, og dermed ny PR....
Jeg har virkelig svært ved at forstå de mekanismer, som kører rundt i hovedet på mig.... Det ene øjeblik er jeg ved at brænde sammen mentalt, og det andet øjeblik føler jeg mig helt afslappet og i harmoni.
Jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg har det godt med at føle, at jeg kontrollerer løbet, og ikke at jeg skal følge med en anden, som dermed bestemmer tempoet for mig.

Træningen kører virkelig fint, og bortset fra i mandags hvor askeskyen forhindrede mig i at træne mere end 5 km., har jeg gennem en lang periode haft rigtig god og kontinuerlig træning.
Kilometerne bygger sig stille og roligt højere op, og når i løbet af den næste måneds tid ca. 130 km/uge.

På fredag og lørdag er der landsholdsudtagelse til EM for hold. Jeg har valgt at stille op på 3000 meter, da Maria har sat sig på 5000 meteren. Jeg kunne godt lave det til en fed dyst og stille op på 5000 meteren også, men da både Maria og jeg gerne vil med på turen, tager vi os af en distance hver, og gemmer dysten til en anden gang :-)

23/5 2011

Er lige nu strandet på Island......
Grunden til at jeg befinder mig på Island, er at der i går var NM i 10.000 meter i byen Selfoss, ca. 45 min. kørsel fra Reykjavik.
NM skulle foregå på det nye stadion i Selfoss, som viste sig at bestå af en cinder bane på en forblæst mark. Det er lidt trist at sådan nogle løb bliver henlagt til forblæste marker, uden tilskuere....

Jeg skulle løbe kl. 13.40 (islandsk tid), lige efter herrernes løb. Jeg følte at mit spændingsniveau var som det skulle være, og følte mig afslappet før start.
Starten gik, og jeg fandt ret hurtigt ind i et godt tempo lige under 3.30 pr/km, og med det meget blæsende vejr, var det som det skulle være. Jeg lå sammen med en finne, som satte tempoet. Efterhånden som omgangene gik fik jeg sværere og sværere ved at holde fokus, og jeg begyndte at få meget negative tanker..... Efter ca. 5 km. valgte jeg at slippe hende jeg lå sammen med, og lå så ca. 50 meter efter hende, indtil der var 9 omgange igen..... Tankerne havde virkelig hobet sig op i hovedet på mig, og det var som om kroppen bare skreg for at slippe ud af det....

Det er virkelig hårdt mentalt at skulle erkende, at man har et problem med at præstere når det virkelig gælder. Sidste gang det skete var til DM lang cross, hvor jeg også brændte sammen oppe i hovedet.
Jeg må nok erkende at jeg har brug for at snakke med en professionel om det, og det ikke er noget der bare forsvinder af sig selv.
Jeg må i hvert fald erkende at det er tåbeligt at rende rundt og træne så hårdt hvis jeg ikke kan præstere når det virkelig gælder!

Sidste uges træning er ellers gået fint. Det blev til 116 km. i 3.52 i snit..... Jeg havde 3 x 2 km. i ca. 3.22 tempo i tirsdags, torsdag 4 x 4 min i ca. 3.30 tempo, og så blev det til 6,4 km. i går i ca. 3.30 tempo....

I morges var jeg ude for at løbe, men må erkende at man ikke kan løbe i denne askesky.... Det sætter sig i både lunger og øjne, og føles ikke videre sundt....
Vi håber på at kunne komme hjem i dag, men nu må vi se....

16/5 2011

Endnu en god træningsuge er overstået, og det endte med 116 km. med 3.50 i snit. Der har været rigtig meget at se til i løbet af ugen... Tirsdag var det 3 x 6 min i Dyrehaven, torsdag var det 6 x 3 min rundt om Bagsværd og Lyngby sø, lørdag var der første runde af DT, hvor den stod på 5000 m., og søndag var det så tid til Global Energi løbet i Holbæk, hvor det igen var 5 km.
Som ekstra træning har jeg lavet 1 gang pilates og 2 gange stabilitetstræning.
Jeg restituerer meget hurtigt lige for tiden, og selv om jeg byder min krop rigtig hård træning, føler jeg mig egentlig ret frisk på alle mine ture.

DT i lørdags gik lige efter planen. Planen var ikke at lave for meget, men at Sparta selvfølgelig skulle vinde. Elisabeth May (Sparta) lagde ud i et hæsblæsende tempo, og havde 74 sek. på første omgang, og en første km. på 3.10..... Herefter blev tempoet mere adstadigt, og med 1600 meter igen følte jeg simpelthen at det gik alt for langsomt, og gik op for at tage noget vind. Det endte med at sætte Elisabeth af, og jeg vandt i en tid på 16.57.
Det bedste er at det føltes rigtig godt og med stort overskud, og jeg kan virkelig se frem med spænding mod de næste konkurrencer.
Der er nu knap en uge til NM, og mon ikke det nok skal blive en succes, hvis det bliver gode forhold på Island.

Søndag var det så Global Energi løbet i Holbæk, hvor der var rigtig gode penge præmier. Maria var taget herover for at løbe, og tog sig af 10 km. distancen, Anne-Mette Aagaard tog halv-marathon, og jeg tog en stille om rolig 5 km.
Jeg vandt i tiden 18.45, og det endte med bare at blive hurtig formiddagstur, så det var dejligt, at det ikke skulle koste alt for mange kræfter at vinde de 2.500 kr.
Jeg sluttede søndag aften af med en hurtig 5 km. på 18.28.... Jeg følte mig rigtig frisk, og havde noget energi der skulle brændes af :-)

9/5 2011

124 km. med 3.50 i snit, er det blevet til i den forløbne uge. Træningen kører stadigvæk på skinner, og jeg har til tider lidt svært ved at kapere at det bare kører.
Når træningen er så hård som den er lige nu, er det også en større risiko for skader, og det sørger jeg for at være meget opmærksom på i den daglige træning.
For når alt kommer til alt så er langsom progression og kontiunitet i træningen vejen frem, hvis man gerne vil træne skadesfrit.

Jeg startede ugen godt ud med 5 km. City Løb i tirsdags, hvor jeg løb ny PR med 16.56. En tid jeg er rigtig tilfreds med, når det blev brugt som et træningsløb midt i en meget stor træningsbelastning. Jeg løb løbet uden ur, og prøvede bare at fornemme hvad min krop havde lyst til uden at være bundet af mellemtider.
Det giver mig en fornemmelse af hvad jeg kan forvente af de næste løb som kommer.
Det bedste var at jeg i dagene efter løbet slet ikke var mærket af løbet, og kunne fortsætte mine ture i det sædvanelige tempo.
Ugens to sidste tempopas foregik på bane, henholdsvis 4 x 1400 meter, pause 3 min, i fredags, og 4 x (600 m.+ 600 m., p. 30 sek.) pause 3 min, i søndags. Igen kører det virkelig godt med mine tider, og selv om jeg løber alene, løber jeg egentlig ret hurtigt.
Som ekstra træning er det blevet til 1 gang pilates og 2 gange stabilitetstræning.

Jeg sluttede ugen af på fornemmeste vis med fodbold på Brøndby Stadion (Brøndby-FCK), hvor Jakob og jeg var inviteret ud af vores sponsor, Adidas. Vi startede ud med dejlig mad i Michael Laudrup loungen, hvorefter vi kunne gå direkte ud og sætte os i lækre stole i strålende eftermiddagssol! Det var da helt fantastisk!

I næste weekend står den på DT 5000 meter, og om to uger er det så tid til NM 10.000 meter på Island, hvor jeg stadig håber på en tid lidt under 35 min.

Armene er stadig højt over hovedet, og hold kæft hvor skal man bare nyde, når det kører som det gør lige nu!!

1/5 2011

Det er jo en ren fryd at skulle lave en lille blog, når alt bare spiller som det skal!
Det er i denne uge blevet til 121 km. med 3.49 i snit. Kilometerne arbejder sig stille og roligt derop af, og det er derfor endnu en gang en uge med det højeste antal kilometer og fart under Henrik Larsen.

Alt i alt har jeg løbet 13 ture, heraf 3 intervalpas (5 x 1000 meter, 2 x 5 min + 2 x 4 min, 3 x 1600 meter). Det første pas blev løbet på bane og med et godt snit på 3.18. Næste pas var næsten endnu bedre, og foregik i Utterslev Mose med selskab af Niels Grøn, der fik mine kilometertider ned på 3.16, så det spillede bare! Sidste intervalpas var i Dyrehaven, og derfor med lidt langsommere kilometertider på 3.25.
Men summeret op har det været nogle rigtig gode fart pas!
Som lidt supplement til løbetræningen har jeg lavet to gange pilates i løbet af ugen.

Jeg er blevet udtaget til NM 10.000 meter på Island om tre uger, og glæder mig rigtig meget til at få løbet en 10.000 meter! Jeg håber på en tid lige omkring 35.00 min. Som optakt til det, er der DT d. 14. maj på Østerbro, hvor jeg skal løbe 5.000 meter. På tirsdag skal jeg løbe City løbet 5 km.. Det er altid rart at få et fartpas, hvor der er lidt "underholdning" undervejs! Alle mine træningspas foregår faktisk alene, så det er rart engang imellem at kunne få lidt selskab, når det skal være rigtig hårdt!

25/4 2011

Det går rigtig godt for tiden! Vejret er jo virkelig med os herhjemme, så der har ikke været det store behov for at tage væk på træningslejr henover påsken, ligesom mange andre har gjort det.

Jeg har den seneste uges tid haft lidt fri fra arbejde, og derfor har der været lidt mere tid til træningen, og dermed også lidt mere energi på turene.
Jeg har haft en del af mine ture på blødt underlag i Dyrehaven og ved Bagsværd sø, og det har været rigtig fedt at komme lidt udenfor byen og løbe.

Det er faktisk blevet til ny "mængderekord" for min tid under Henrik Larsen. Alt i alt er det blevet til 118 km. i 3.50 i snit, med 3 kvalitetspas (2 x 4 min + 3 x 3 min, 4 x 1200 m., 3 x (800 m.+ 700 m.)). Løb på bane torsdag og lørdag, og hvor er det fedt at komme på banen når solen skinner og benene bare kører derudaf! Jeg løber stadig alle mine kilometre i tunge sko, og det bliver ren ekstase når de lette sko snart skal tages frem!
Jeg bevæger mig stadig stille og roligt op i kilometer og kroppen tager godt imod!

17/4 2011

Så er der desværre gået over en måned siden jeg har fået opdateret min side. Det er der flere årsager til....
For det første har jeg haft rigtig travlt! Jeg har netop afsluttet en eksamen i statistik, et kursus jeg har fulgt her i foråret, for at opkvalificere til optagelse på Kandidat i Human Ernæring til sommer.
Arbejdsmæssigt har der også været nok at se til efter jeg er startet op med kostvejledning i Sportsfyssen, samt mit projekt "Bikini Boot Camp" i Powerhouse Pilates.
Samtidig passer jeg så også mit sekretærjob i Sportsfyssen..... Så der har været nok at give sig til!!

Sidst jeg opdaterede havde jeg haft lidt problemer med min højre fod efter cross, hvor den havde "låst" sig fast. Det tog mig nogle uger at komme over, hvor det var som om irritationen ikke rigtig ville slippe...... Men det hjalp at slå koldt vand i blodet, og efter et par uger med lidt nedsat løbemængde, kørte det igen.

Jeg har den sidste måned trænet rigtig godt, og det er begyndt at afspejle sig rigtig meget i min daglige træning..... Jeg har lettere og lettere ved at holde tempoet på mine ture, og intervaltiderne bliver hurtigere og hurtigere. Der er bare ikke noget bedre end når man kan mærke at formen er ved at være der, og det hele bare går op i en højere enhed!

I sidste weekend var Jakob og jeg en tur i Århus for at besøge mine forældre. Havde et par gode ture derovre, og nogle lækre intervaller med min søster og Nina Thysk Sørensen, i Marselisborg Skoven. Der fik vi en god tur på ca. 18 km. og 20 min fart.....

Jeg arbejder mig pt. stille og roligt op mod 125 km. om ugen, med ca. 18 intensive kilometre. I denne uge blev det til 114 km. med 3.51 i snit, heraf 14,5 intensive kilometre ((5 x 1000 meter),(2 x 5 min, 2 x 3 min), (3 x 1600 meter)).

Næste løb bliver City løbet i København d. 3. maj. Derefter er der første runde af DT d. 14. maj på Østerbro. Den første weekend i juni er der så landsholdsudtagelsesløb, som enten bliver 3000 m. eller 5000 m. 

9/3-2011

Sidste uge var mentalt lidt svær at komme igennem, da DM cross endte med at blive lidt af en skuffelse. Jeg var allerede mandag i gang med normal træning igen, og træningen forløb fint, og helt uden problemer frem til fredag aften, hvor jeg fik en pludselig smerte i min højre hæl. Smerten udviklede sig over en løbetur, og jeg havde rigtig ondt fredag aften. Dette endte med at koste mig to dage uden løb i weekenden, da jeg ikke kunne holde ud af have sko på.
Jeg var så til behandling mandag, og jeg var helt låst i min højre fod, samt højre lægben. Han mente at jeg højst sandsynligt var trådt forkert på foden under cross-løbet, og det så havde brugt et par dage til at sætte sig.
Jeg er nu tilbage i løbeskoene igen, og smerten i hælen foretager sig dag for dag, så det kommer heldigvis ikke til at betyde noget i forhold til mine forberedelser til DM 10 km.

I sidste uge blev det derfor kun til 87 km. med 3.52 i snit, og et enkelt intervalpas (2 x 4 min + 3 x 3 min).

I denne uge skal jeg gerne tilbage i normal rytme, ca. 115 km. og 3 x interval á 5-6 km. pr. gang.....

Jeg vil også i løbet af denne uge få lavet mig en sæsonplan, hvilket højst sandsynligt kommer til at byde på en masse 10 km. løb.

Arbejdsmæssigt sker der også en del lige for tiden. Jeg har netop startet op med kostvejledning i Sportsfyssen (http://www.sportsfyssen.dk), samt at jeg hen over foråret skal køre et "Bikini BootCamp" forløb i Powerhouse Pilates, Hellerup, sammen med indehaver Noël Winkelmann (http://www.powerhousepilates.dk).



2/3-2011

Nu er DM Cross weekenden så overstået, og det gik ikke helt som jeg havde håbet.... Det er meget svært for mig at udtrykke med ord, hvad som gik galt om lørdagen til den lange cross..... Inden start var jeg meget nervøs, og følte et stort pres på mine skuldre, om at jeg skulle præstere noget helt ekstraordinært....
For dem som har fulgt med i min dagbog, ved I at jeg gennem det sidste lange tid har haft rigtig god træning, helt uden afbræk. Jeg har fået trænet det jeg skulle, og træningen har virkelig kørt som en leg! Samtidig havde jeg en rigtig god træningslejr, og kombinationen af alt dette, var jeg sikker på skulle gøre mig helt sublim til Cross weekenden.
Da starten gik om lørdagen og løbet gik i gang, var det en meget mærkelig følelse jeg havde i kroppen. Jeg følte mig fuldstændig tom indvendig, og havde slet ikke lyst til at løbe. Allerede helt i starten af løbet, ønskede jeg bare at slippe ud af det....
Jeg må bare sande at mit spændingsniveau var alt for højt inden start, og det ødelagde virkelig mit løb, så efter 2,5 km. stoppede jeg bare pludselig op og satte mig ned i græsset..... Jeg gad ikke løbe mere..... Det var ikke fordi jeg følte mig presset fysisk, men mentalt kunne mit hoved bare ikke klare det!
Det var nok den værste dag jeg har haft meget længe! Ikke bare det at måtte udgå, men lige så meget det, at jeg følte at der mentalt virkelig var noget, der skulle arbejdes med!

Søndag fulgte jeg så alles råd og stillede til start på den korte cross. Det var ligesom en mulighed for at komme tilbage i sadlen igen hurtigt efter nedturen, og få oplevelsen ud af kroppen.
Jeg havde derfor inden start besluttet at jeg skulle have en god oplevelse med løbet, og ville derfor ikke på noget tidspunkt "føre løbet an".
Efter første omgang af 2, får Maja Alm, AGF, et lille hul før vi kommer til bakkerne, og med Maja's rutinerede bakkeløb, var det stort set umuligt for mig at nå op til hende igen. Og så måtte jeg nok sande at en så hård cross rute ikke lige er min kop te!
Jeg er glad for at jeg stillede til start søndag, og fik gennemført, så jeg nu kan se fremad igen!

Nu står den så på fire ugers forberedelse frem mod noget af det jeg elsker allermest, 10 km. landevejs løb. Jeg ved min form er til meget mere end det jeg kunne præstere i denne weekend, og det vil jeg virkelig gerne vise overfor mig selv!

Mængden ligger stadig omkring de 115 km. og med ca. 3.50-3.55 i snit..... Snittet er lige blevet en anelse langsommere herhjemme i kulden, i forhold til de 15-18 grader vi havde i Portugal.

20/2-2011

Så er jeg kommet hjem efter 2 ugers træningslejr i Portugal, nærmere bestemt Acoteais ved Albufeira. Vi boede på hotel Stella Maris, som ligger lige ved siden af den helt fantastiske crossbane. Temperaturen lå på ca. 15 grader, og de fleste dage med dejligt solskin, ingen vind og hvad man kan kalde perfekte løbeforhold!

Jeg har i denne uge fået 116 km. med 3.50 i snit, og 14 intensive kilometer fordelt på tre pas ((2,5 + 2 km), (5 x 1000 m.), (3 x 1500 m.)). Jeg løb alle mine intensive pas på crossbanen, og føler mig ret godt forberedt til cross DM næste weekend! Derudover er det blevet til 3 x 1 time med stabilitet+benstyrke.
Næste uge bliver der lige skruet lidt ned for kilometerne for at få en lille smule friskhed frem i benene!

Nu er det så tilbage til dagligdagen igen, og ikke mindst en tilvænning til det noget koldere vejr!

Armene hænger stadig højt over hovedet, og det er en fornøjelse at se tilbage i træningsdagbogen, og se hvordan min træning gradvist udvikler sig til noget, som kan ligne en rigtig god form til sommer!!

13/2-2011

Nu er der så gået lidt over en  uge her i Portugal, og jeg nyder det helt vildt! Dagene ligner meget hinanden.... Morgentur kl. 8.30 efterfulgt af morgenmad, og derefter går det meste af formiddagen med hygge, en gåtur på stranden, eller en tur til Albufeira. Efter frokost bliver der slappet lidt af (igen), og en lille middagslur er også standard. Aftenturene bliver løbet kl. 17 eller 17.30, alt efter hvor meget vi har på programmet. Indtil videre har jeg løbet intervaller hver anden dag, dvs. at den fantastiske crossbane hernede er blevet brugt flittigt!

I den kommende uge har jeg intervaller mandag, onsdag og fredag, og vi rejser så hjem lørdag morgen.

Det er næsten svært af få armene ned efter en uge hvor alt bare er gået min vej! Min træning afspejler efterhånden en lang periode med rigtig god træning, og vigtigst af alt kontinuitet på alle fronter. Jeg kan takke mig selv for at jeg gennem en periode på efterhånden rigtig mange måneder har haft en meget konservativ progression i træningen. Det har gjort at min krop virkelig har tid til at absorbere den træning, som den udsættes for, og udvikler sig i takt hermed.

Jeg har fået 112,5 km. i denne uge med en gennemsnitsfart på 3.48. Den indtil videre længste og hurtigste uge under Henrik Larsen.
Mine ture hernede ligger mellem 3.48-3.55 og intervallerne (alt efter længde) mellem 3.25-3.15. (min. 1000 meters intervaller).

Det er med stor glæde at jeg går ind til den næste uges træning, og forhåbentlig afslutningen på en rigtig god træningslejr og kanon optakt til DM kort og lang cross om to uger!  

7/2-2011

Nu er der så igen gået en krig siden jeg har skrevet sidst! Og igen er det fordi det går rigtig godt, og så glemmer jeg, at der egentlig er nogle der gerne vil følge med i det jeg går og laver!

Siden sidst har jeg fået løbet en enkelt konkurrence, 10 km. Vinterturnering i Odder. Og hvilken 10 km! Lige fra start kunne jeg mærke at det var min dag, og benene havde overraskende let ved det tempo jeg havde beslutte mig for at holde, og som gerne skulle give en sluttid på ca. 36 min. Jeg løb 36.09, og måtte erkende, at for lige at skulle have løbet lidt stærkere, manglede jeg nogle løbere omkring mig, og selvfølgelig en lidt hurtigere rute!
Men jeg var rigtig godt tilfreds med resultatet, og vigtigst af alt kunne benene ufortrødent fortsætte træningen om mandagen med ture i det sædvanlige 3.50-3.55 i snit fart.

Jeg sidder nu i Portugal, hvor jeg har været siden lørdag, og skal være frem til d. 19. februar. I dag kommer Jakob og Benjamin direkte fra E-cup Cross i Milano, og om en lille uge kommer så Rune Jensen, Niels Grøn, Henrik Larsen + kæreste og barn.
Vejret viser sig fra sin allerbedste side, og temperaturen er lige i underkanten af 20 grader og fuld sol. Intet mindre end perfekt træningsvejr!
Jeg løb første gang tempo i går, hvor den stod på 3 x 5 min på crossbanen, som ligger lige i baghaven. Jeg fløj afsted, og kunne løbe ca. 3.20 tempo på de tre intervaller. Jeg har god fart i benene hernede allerede, og det tegner rigtig godt for de næste to uger.

Jeg ligger mængde mæssigt på ca. 110-115 km. med ca. 3.51-3.53 i snit over en uge, har to-tre gange benstyrke og to-tre gange stabilitetstræning. Og det føles virkelig let! Så jeg er højt oppe at flyve for tiden, da skaderne efterhånden ligger så langt væk, og kroppen absorberer træningen præcist som jeg husker det fra perioder, hvor det er gået rigtig godt!

Jeg glæder mig til at komme hjem til at brag af en cross-weekend til DM kort+lan cross, hvor jeg håber at kunne vise hvor langt jeg er rykket her på det sidste!

4/1 - 2011

Det er helt pinligt, så længe siden det er, at jeg har skrevet!
Det er ikke fordi det ikke går godt eller jeg ikke får trænet, nej tværtimod så går det faktisk rigtig godt med træningen.
Vi er nu kommet ind i det nye år, og der venter mig forhåbentlig en masse gode oplevelser! Jeg synes i hvert fald at jeg har fået en god start på året!

Jeg har nu rundet de 100 km, så det blev i sidste uge til 102 km. i 3.53 i snit med tre intensive pas og fordelt på 11 ture. Fredag d. 31. var det ene intensive pas skiftet ud med Nytårsløb i Sparta (billedet), hvor jeg løb med sejren på 5 km. i tiden 18.09. En ok tid vejret taget i betragtning, som gjorde det meget svært at løbe til.

Jeg arbejder mig stille og roligt op i kilometer og intensiv mængde, og kroppen har derfor god tid til at tilvænne dig den øgede belastning. Den næste konkurrence der står på menuen er 3. runde af Vinterturneringen, 10 km. i Odder.

Jeg har desuden fået planlagt årets første træningslejr, som går til Albufeira, Portugal. Jeg tager afsted i uge 6+7 sammen med Jakob, Benjamin Wolthers, Niels Grøn, samt min træner, Henrik Larsen.
Glæder mig rigtig meget til at komme ned og fokusere 100 % på træningen, når man er herhjemme er der så mange andre ting, som kræver ens opmærksomhed!

25/11 - 2011

Endelig er formen ved at komme tilbage, og det gav pote i søndags i 2. runde af Vinterturneringen! Jeg blev nr. 2 efter Maria. Løbet var opbygget som et holdløb, hvor hvert hold, af tre personer, skulle løbe 18 ture af 1000 meter. Vi havde fordelt det lige imellem os, dvs. 6 ture til hver. Det blev derfor til 6 x 1000 meter med ca. 7,5 min. pause. Der var derfor god pause mellem turene, og det passer mig meget godt lige pt, hvor jeg stadig mangler meget af min udholdenhed. Det var de 4 hurtigste tider der blev lagt sammen, og talte i den individuelle konkurrence. Her var jeg ca. 5-7 sekunder efter Maria pr. 1000 meter, så jeg er egentlig ret godt tilfreds med det resultat.
Det er bare så fantastisk at være løbende igen, og kunne mærke når træningen begynder at rykke ved ens niveau.
Jeg glæder mig som et lille barn til at vende tilbage på 100 %, og jeg gør alt hvad jeg kan, for at det skal lykkes på bedst mulig måde!

Sidste uge blev det til 87 km., fordelt på 11 ture, med 3.56 i snit. Jeg løber pt. intensivt 2 gange om ugen.
Jeg opbygger stille og roligt  mit kilometer antal, og til årsskiftet er min mængde ca. 100 km. med 3 intensive pas.

10/11 2010

Jeg er nu efterhånden kommet rigtig godt i gang igen efter min lidt mere omfattende skade i foråret. Det er nu lidt over 6 måneder siden at jeg fik mit træthedsbrud i korsbenet, og det har taget sin tid at bygge kroppen op til at træne hårdt igen!
Jeg har fundet en rigtig god rytme i træningen, og der er er så småt begyndt at komme lidt mere fart på.
Sidste uges træning bestod af: 88 km. med 3.59 i snit, to gange intervaller bestående af 2 x 2 km (onsdag)og 4 x 1000 meter (lørdag). Derudover havde jeg en enkelt gang svømning og 3 x stabilitetstræning.
Jeg løber alle mine ture lige omkring 4.00 min/km, og har fundet mig godt til rette med at træne hårdt og kort.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Jan Steinicke | Svar 05.01.2011 12.16

Hej Sara.. Et stort tillykke med 1.pladsen d.31.12.. I for seje. PS. flotte tights!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.01 | 12:16

Hej Sara.. Et stort tillykke med 1.pladsen d.31.12.. I for seje. PS. flotte tights!

...
21.01 | 17:06
Fotoalbum har modtaget 1
28.11 | 10:39
Dagbog har modtaget 4
21.02 | 11:48
Forside har modtaget 1
Du kan lide denne side